Hvis vi virkelig lever i en simulation, og livet bare er et spil, hvilken mening har noget så? Hvis den virkelighed, vi oplever, er kunstig, og vores bevidsthed stammer fra en ægte virkelighed, hvorfor skulle vi så udholde det her i stedet for at vende tilbage til den ægte virkelighed, som må være ubegribelig avanceret og rig for at skabe en så overbevisende virtuel virkelighed?

Hvorfor ville vi ikke bare tage vores eget liv og afslutte det her, især hvis det er svært og fyldt med fiaskoer?

Man kunne meget vel stille dette spørgsmål, men lige så vel, eller endda bedre, kunne man spørge, hvorfor man ville tage sit eget liv.

Som vi har drøftet, er vi kommet her af en grund. Vi har selv valgt at træde ind i denne virkelighed, fuldt bevidste om, at livet her er anderledes og ofte svært og udfordrende.

Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvorfor vi kom hertil. Vi kender ikke engang de valg, vi tog, da vi kom hertil. Vi ved ikke, hvordan vores liv var i den ægte virkelighed, og vi ved ikke, hvorfor vi valgte at leve midlertidigt i denne virkelighed i stedet for at fortsætte uafbrudt, hvor vi kom fra.

Vi ved blot, at vi gjorde det, og vi ved det, fordi vi er her.

Måske ønskede vi at lære noget. Måske manglede netop denne oplevelse blandt vores mange erfaringer, og vi ønskede at opleve denne side af livet også. Måske valgte vi netop denne tidsepoke eller dette sted, fordi vi ikke havde oplevet det før, eller måske var det tidligere sådan en oplevelse, vi ønskede at genopleve. Måske kom vi her med vores venner og vil dele oplevelsen sammen.

Hvis vi skulle kassere dette liv, fordi det er ubehageligt, svært eller kedeligt, eller hvis vi føler, at vi har fejlet eller bliver dårligt behandlet, ville vi opgive alt det, vi kom her for.

Og hvad ville vi få ud af det? Vi ville vende tilbage til det liv og den virkelighed, vi ønskede at komme herfra. Vi ville måske vende tilbage tidligere, end vi havde tænkt os. Vi kan selvfølgelig vende tilbage, og det vil vi sikkert også, men vi ville stadig kaste dette liv og de muligheder, vi har lige nu, lige i dette øjeblik, væk.

Samtidig må det erkendes, at der vil komme en tid, hvor det er meningen, at vi skal forlade denne virkelighed, i det mindste midlertidigt.

Dette kan ske som følge af sygdom, alderdom, ulykke eller vold. Vores liv kan ende uden, at vi kan påvirke det.

Men det sker alligevel sjældnere og sjældnere. Som et resultat af fremskridt inden for videnskab, teknologi og medicin dør vi sjældnere af eksterne faktorer, der tidligere betød sikker død. Vi lever længere og sundere liv.

Det er muligt, at vores udvikling når et punkt, hvor vi overvinder døden. Vi kan lære at helbrede alle sygdomme, erstatte alle ødelagte organer, og endda vende selve aldringsprocessen. Vi kan muligvis modtage hjælp så hurtigt i næsten enhver situation, at intet går tabt, og vi kan endda gøre os selv mere robuste og kapable.

Hvis dette sker, og vi kan vælge at leve næsten evigt, betyder det så, at vi skal det?

Nej, det gør det ikke. Selvom vi overvinder døden, kan vi stadig altid ende vores eget liv for at afslutte dette liv og vende tilbage til den ægte virkelighed.

Vi kan gøre det når som helst. Nu, i morgen eller når vi føler, vi har opnået det, vi tror, vi kom her for at finde. Dette kan betyde meget forskellige ting for forskellige mennesker.

En person kunne måske ønske at leve i tusinder af år gennem hele epoker, en anden kunne føle, at de har opnået alt, hvad de ønskede, allerede som 27-årig, for en tredje kan lidelse og smerte være en målestok, der bare venter på at blive fyldt.

Det at afslutte ens eget liv kan nogle gange være den eneste handling, hvor en person føler sig virkelig fri. Når en person gør det ud fra egen fri vilje og omhyggelig overvejelse, er det ikke en tragedie, men en respektabel handling, som måske endda er værd at fejre. Det er en anledning til at ære et liv, som den person, der har levet det, føler har været fuldt og meningsfuldt.

I fremtiden vil døden kun kræve os, hvis vi ønsker det, og vi kan allerede forholde os til livet og døden på denne måde. Måske vil vi en dag føle, at nu er det nok; måske vil vi føle, at det var det. Lad os så holde en fest og forlade med glæde!

Men så længe dette ikke er det øjeblik, hvor vi dør, er det det øjeblik, hvor vi lever. Det er godt at være til stede i øjeblikket og opleve det fuldt ud i al dets skønhed og elendighed.

Dette er vores liv her og nu. Lev det!