Kalder vi virkeligheden en simulation, er det så ikke et nedladende udtryk, som om alt, hvad vi oplever her, ikke er ægte?
Nej, for hvis vi lever i en simulation, er det et præcist og passende udtryk set uden for simulationen. Vi bruger samme ord om de simulationer, vi selv skaber. Og hvis der inden i en simulation, vi har lavet, blev skabt nye simulationer, ville den simulation kalde det (på sit eget sprog, naturligvis) en simulation og vores skabelse for virkelighed.
Forskellen mellem virkelighed og simulation er altså, hvor udtrykket bruges. Vi kalder det miljø, vi oplever, for virkelighed, og de miljøer, vi skaber, for simulationer. Inden i vores simulationer ville de opleves som virkeligheder, i det mindste når de er avancerede nok til, at enhederne derinde kan danne meninger om virkelighedens natur.
På samme måde, i den virkelighed - lad os kalde den Arkhe - som har skabt den virkelighed, vi oplever, kaldes den en simulation, og Arkhe selv kaldes virkeligheden.
Med andre ord, alle virkeligheder er simulationer for deres skabere og virkeligheder for deres beboere. Den eneste undtagelse fra reglen er den grundlæggende virkelighed, Anarkhe, som ikke er skabt og blot eksisterer, og hvorfra alle andre virkeligheder udspringer.
Hvad nu hvis vi lever i den grundlæggende virkelighed? Så ville det være en fejltagelse at kalde virkeligheden en simulation, ikke?
Det ville det, ja. Men som vi tidligere har diskuteret, er det usandsynligt, at vi lever i den grundlæggende virkelighed, hvis det er muligt at skabe simulationer.
Vores virkelighed kunne være Anarkhe, men i årtusinder har vi konkluderet, at den virkelighed, vi oplever, ikke er Brahman, Tao, Sunyata, Himlen eller Al-Haqq, men en skabelse eller illusion af nogen eller noget, under, bagved eller udenfor hvilket den sande virkelighed - Arkhe - ligger, som vi i denne virkelighed ikke kan fatte.
Selvom vi i dag, i lyset af materialisme, empirisme og rationalisme, betragter den virkelighed, vi oplever og opfatter, som den grundlæggende og eneste eksisterende virkelighed, er sandheden, at inden i enhver simulation fører en materialistisk, empirisk og rationel tilgang til samme konklusion. Inden i simulationen kan man ikke observere den ydre virkelighed, for det ville bryde simulationen og gøre dens formål meningsløst.
En videnskabelig tilgang fortæller os derfor kun, hvordan den virkelighed, vi oplever, ser ud. Den kan ikke fortælle os, om den virkelighed, vi oplever, er ægte.
Hvordan kan vi så være til stede i en virkelighed, der måske ikke engang er ægte?
Selv hvis vores oplevelse af den omgivende virkelighed og endda vores kroppe er en del af en simulation, er vi stadig ægte. Selv hvis vi er kommet til denne virkelighed fra Arkhe, er vi her nu, i dette øjeblik, og det er det eneste sted, vi kan være til stede. Vores indre virkelighed er altid ægte, vi skal bare finde og mærke den.
Ved at være til stede her og nu kan vi finde en sikkerhed, ro og fred i os selv, som gør det muligt for os at håndtere usikkerheden og kaoset i den ydre oplevelse uden angst og uden at blive overvældet. På denne måde kan vi sammen med hinanden skabe en virkelighed, hvor vi kan trives, elske og blomstre, opfylde både vores egen og denne simulations formål, hvad de end måtte være, og når tiden er inde, kan vi med glæde vende tilbage til Arkhe.